Kiropraktor: rygsmerter kan ofte behandles

Kiropraktor: rygsmerter kan ofte behandles

Ondt i ryggen, hold i ryggen, hekseskud, lumbago… kært barn har som bekendt mange navne, og i dette tilfælde dækker navnene over akutte smerter i lænd eller ryg. Mange har dem og de fleste af os vil opleve at få dem på et eller andet tidspunkt.

Ryg- og lændesmerter kan udløses af en pludselig bevægelse, efter længere tids belastning af ryggen, efter en god nats søvn eller ganske enkelt uden nogen umiddelbar årsag. Smerterne sidder som regel i muskler, ledbånd eller i leddene i ryggen, og som med en god forkølelse er de som regel ganske ufarlige men frygtelig generende.

Hos de fleste ramte personer forsvinder smerterne af sig selv – særligt hvis man husker at holde sig aktiv – men indimellem er det nødvendigt med behandling hos en kiropraktor. Vi har talt med kiropraktor Annette Pedersen (http://www.kiropraktor-frederiksberg.dk/) om rygsmerter: hvad kan man selv gøre, og hvornår bør man søge hjælp?

Akutte rygsmerter – hvad kan du selv gøre?

Løber du ind i akutte ryg- eller lændesmerter, så er det først og fremmest vigtigt, at du husker at holde dig i bevægelse. Det får nemlig ryggen til at slappe af og finde tilbage til sit naturlige bevægemønster, og det betyder, at du bliver hurtigere rask. Derudover er der en række ting, du kan gøre for at afhjælpe eller reducere smerterne:

– Hold dig aktiv, men nedsæt eventuelt aktivitetsniveauet en smule og tag den med ro i et par dage. Uden at gå i stå, vel at mærke.

– Undgå at sidde for meget ned, og lav udstrækningsøvelser, når du rejser dig op.

– Stræk gerne ryggen godt igennem én gang i timen.

– Er smerterne meget slemme, kan du bruge smertestillende håndkøbsmedicin til at dæmpe dem.

Smerterne bliver ved – hvad gør du så?

I de fleste tilfælde vil smerterne forsvinde i løbet af et par dage, men er det ikke aktuelt for dig, så er det på tide at søge hjælp. Enten hos lægen eller hos en kiropraktor – og husk, at du ikke behøver en henvisning fra lægen for at bestille tid hos en kiropraktor.

Kiropraktoren kan hjælpe dig gennem:

– Information og rådgivning om hvordan du bedst håndterer smerterne i din dagligdag.

– Manuel behandling hvor kiropraktoren bruger sine hænder til at løsne eller udspænde led, der har sat sig fast.

– Kiropraktisk manipulationsbehandling. En teknik der dækker over det kendetegnende “knæk”, som kommer, når kiropraktoren nænsomt retter på funktionen i et led.

– Bløddelsbehandling af muskler, sener og ledbånd.

– Øvelser og træning. Her er det essentielt for resultatet, at du overholder den plan, der bliver lagt for din træning.

Sådan forebygger du rygsmerter

Hvis du vil undgå at løbe ind i ryg- og lændesmerter, så er der en række ting, du med fordel kan indføre i din hverdag:

– Vær fysisk aktiv i mindst 30 minutter hver dag. Gang, cykling, svømning… Det ene er ikke bedre end det andet, så vælg den motionsform, der gør det lettest for dig at gøre motionen til en naturlig del af dagligdagen.

– Sørg for en passende bordhøjde, når du arbejder. Det er ikke godt for ryggen, hvis den er foroverbøjet i længere tid hver dag.

– Hvis du står op på arbejde, så kan du med fordel sætte den ene fod på en lav skammel.