Hvem drømmer dog om at blive skrothandler?
På godt og ondt bor vi i et land, hvor man har Janteloven, der jo lettere skarpt opsat dikterer, at man ikke må tro, man er bedre end andre.
Det bliver ofte fremhævet som, at man ikke skal tro, at man er noget; men egentlig kan man også tolke det som, at man ikke skal hævde sig på bekostning af andre eller tro, at man er bedre end andre.
Det afspejler jo også det gode ved det danske samfund, at man kan stige i hierarkiet og blive stort set alt, hvad man drømmer om, så længe man har talentet, passionen, engagementet og vil kæmpe for det.
Man kan faktisk sige, at Danmark er den ægte amerikanske drøm, selvom det er svært at forklare specielt udlændinge langt væk.
Men det kan så også fordre sådan nogle spørgsmål som, hvem pokker der så lige drømmer om at blive skrothandler?
Drømmen – eller en endestation
Faktisk har mange personer spundet guld på det, som andre har betragtet som skrot, og det er da blevet kimen til formuer for mange familier gennem tiden.
Men det kan også være, at man som lille var god til at samle på sager, udnytte dem, omdanne dem eller sælge dem videre med profit, hvorfor man gerne ville gøre det i stor skala, når man blev ældre.
Måske havde man en passion for en bestemt ting, hvor der solgt skrotdele til, som man dykkede ned i. Det kunne være med biler.
Derfor skal man ikke se ned på dem, der lever af den slags, selvom det da er klart, at man måske kan undre sig over, at nogle mennesker beskæftiger sig med den slags – specielt hvis de ikke ser ud til at være glade for det.
Det kan jo være, man endte i den position, fordi man lige manglede et arbejde, og man så aldrig søgte videre. Måske manglede man den sidste uddannelse for at komme videre, så man måtte nøjes.
Og slet og ret skal man jo også tjene til dagen og vejen, og hvis man er god til noget, så kan man jo lige så godt blive ved det ligesom skomageren.
